Den første af disse er naturligvis den dramatiske modsætning mellem kapitalens blinde logik – et monster, som vi har skabt, men ikke kan kontrollere – og det naturlige miljø. Den kapitalistiske økonomi ødelægger det økologiske grundlag for vores egen eksistens og forårsager en løbsk global opvarmning, der truer med at sætte en stopper for den menneskelige art. (Denne del af argumentet burde have været mere udviklet).

 

Hvordan kan vi afvikle dette dystopiske mareridt?

 

Kampen mod kapitalismen skal være en bred bevægelse, ikke kun begrænset til arbejdere: det er en politisk kamp, ​​der rækker ud over arbejdspladsen. Dens mål er et nyt, postkapitalistisk samfund, baseret på demokratisk økosocialistisk planlægning: Beslutninger om produktion og forbrug vil ikke blive overladt til "markedet" - dvs. værdilovens usynlige uhyre - men truffet af folket selv, på lokalt, regionalt og globalt niveau, efter subsidiaritetsprincippet [at politiske beslutninger skal træffes på det lavest mulige politiske niveau, o.a.]. Som Marx engang skrev, vil "eksistens" dominere over "ejendomsret": universelle (gratis) offentlige tjenester og fritid vil erstatte "vækst" og akkumulering af varer. Og takket være en nødplan for klimaet kan processen med at nedbringe CO2 og at ændre hele økonomiens struktur begynde.

 

Fejlen ved den bureaukratiske planlægning i Sovjetunionen er ikke et argument: Ved at fokusere på output i en konkurrence med Vesten førte denne udemokratiske produktivistiske model til omfattende ødelæggelser af miljøet i Sovjetunionen.

 

Markedsreformer i Rusland og Kina førte til genindførelsen af ​​​​decideret kapitalisme. En demokratisk socialistisk planlægning kan tillade markedsudveksling i begrænset omfang  – forbrugernes valg – men ikke i investeringsbeslutninger, som kræver bevidst planlægning.

 

Et citat fra Greta Thunberg indleder kapitlet om økosocialisme og modvækst:

 

"Klima- og økologiske kriser kan ikke længere løses inden for nutidens politiske og økonomiske systemer. Det er ikke en holdning. Det er bare simpel matematik".

 

En interessant matematisk figur illustrerer dette argument: Hundrede store kapitalistiske virksomheder er ansvarlige for 71 procent af de samlede udledninger af drivhusgasser i verden. De ti største forurenere er naturligvis alle fossile brændstof- og petrokemiske virksomheder såsom China Coal, Saudi Aramco, ExxonMobil Corp., Royal Dutch Shell osv. Som økolog Michael Mann sagde, skal syv en halv milliard mennesker betale prisen for klimakrisen, så et par dusin forurenende interesser kan opnå rekordprofitter. De kapitalistiske metoder til at "løse problemet" – CO2-kredit, loft og handel osv. – er fatalt mislykkedes med at håndtere den globale opvarmning.

 

Indtil 1990'erne var socialisterne for massiv udvidelse af produktivkræfterne: ideologien om produktivisme og vækst har domineret gennem hele det 20. århundrede. I dag fremhæver økosocialister i stigende grad behovet for modvækst med en selektiv tilgang: Nogle aktiviteter skal undertrykkes eller drastisk reduceres. For eksempel udvinding af fossile brændstoffer, petrokemikalier, unødvendig plastik, skovrydning, industrielt massefiskeri, militærudgifter osv. Selvfølgelig skal modvækstpolitiske tiltag tage hensyn til behov hos de fattigere lande i det globale syd for bedre veje, elektricitet, flere skoler, økologisk mad osv. Dette betyder naturligvis ikke, at man skal efterligne det forurenende forbrugsmønster i de imperialistiske lande.

 

Opfordringen til økosocialistisk modvækst er baseret på et lykkebegreb, der adskiller sig fra det kapitalistiske: endeløs akkumulering af forbrugsvarer. Økosocialistisk overflod betyder produktion af brugsværdier til reelle menneskelige behov og udvikling af universelle, gratis offentlige tjenester. I stedet for at eje flere og flere varer vil folk have mere tid til at gøre ting for sig selv.

 

De reelle behov er dem, der vil opstå, efter at reklamer (1,588 billioner i 2022) er dømt ude og erstattet af ægte information leveret af forbrugerorganisationer. Kapitalistisk produktivisme betyder "køb billigt og kassér": Varer kan ikke repareres og har indbygget forældelse. I økosocialismen vil der være færre varer, men de vil være af bedre kvalitet, holdbare og mulige at reparere. Dette vil muliggøre en betydelig nedgang i forbruget af energi og råvarer.

 

I sin konklusion understreger Simon Hannah, at man ikke bare kan kæmpe for højere lønninger og formuefordeling: En revolutionær forandring er nødvendig for at sætte en stopper for det kapitalistiske system. Dette vil kræve masseuddannelse, primært gennem kollektive kampe. Vi er tvunget af nutidens katastrofe til at presse på for noget andet: økosocialisme. Det vil ikke udgøre det perfekte samfund, men en rationel økonomi baseret på menneskelige værdier: begyndelsen på en helt ny verden.

 

”Reclaiming the future” er en fremragende bog, der fortjener at blive læst bredt, og et vigtigt bidrag til de voksende debatter om postkapitalistiske alternativer.

 

16. september 2025

 

*Reclaiming the Future. A Beginners Guide to Planning the Economy* af Simon Hannah, Pluto Press (2024) 254 sider.

 

Oversat fra Global Ecosocialist Network af Anne Haarløv