Socialistisk Information udgives af

Netmagasinet Solidaritet

Ukraine: Hvem perverterer historien?

{{brizy_dc_image_alt entityId=
Socialister verden over har fordømt Ruslands invasion af Ukraine, og kræver tilbagetrækning og forhandlinger. De har ligeledes fordømt NATO's udvidelse øst for den tysk-polske grænse, som Putin - korrekt - angiver som en eksistentiel krise for Rusland.
Læsetid: 7 minutter

Løsningen ser ud til at være et neutralt Ukraine, sådan som Finland og Østrig er det, tilbage-trækning af NATO's offensive missiler fra Østeuropa, og at Ukraine omdannes til en føderal stat, der giver demokratisk autonomi til de russisktalende regioner Lugansk og Donetsk.

 

Den russiske invasion er en velsignelse for de vestlige regeringer og de store medier, der på vanlig vis har fremført alle mulige påstande, og med ringe indsigt i, hvad der reelt sker i konflikten.

 

Putin og Lenin

Den 23. februar bragte Melbourne-avisen Age en artikel fra New York Times om Putins perverterede historieopfattelse. I talen til den russiske nation bøjede Putin historien, så den passede til hans sag og til opsplitningen mellem Ukraine og de to udbryderrepublikker ved at påstå, at ideen om en ukrainsk stat var en fiktion.

 

"Med en autoritær leders overbevisning, og ikke begrænset af historiske nuancer, erklærede Putin, at Ukraine var Lenins opfindelse, der fejlagtigt havde tildelt landet en slags statssuverænitet inden for den nyligt dannede Sovjetstat."

 

"Det moderne Ukraine er helt og fuldt skabt af Rusland, mere specifikt af det bolsjevikiske kommunistiske Rusland. Denne proces begyndte lige efter revolutionen i 1917, og Lenin og hans nærmeste gjorde det på den mest sjuskede måde i forhold til Rusland, nemlig ved en opsplitning, og ved at rive Ukraine ud vores egen territoriale historie," sagde Putin.

 

Men forfatterne til den omtalte artikel forfalsker selv historien, når de skriver: "Den nydannede Sovjetregering under Lenins ledelse, som var mål for Putins hån i mandags, skulle senere knuse den fremspirende uafhængige ukrainske stat. I Sovjettiden var ukrainsk sprog forbudt i skolerne, og dets kultur eksisterede kun som karikaturer af dansende kosakker i pludderbukser."

 

Under Stalins bureaukratiske styre blev Ukraines nationale rettigheder ganske rigtigt trådt under fode. Dette var imidlertid i strid med den nationalitetspolitik, som Lenin kæmpede for i årene efter revolutionen, og hvor han især forsvarede "ukrainiseringspolitikken" der var designet til at omgøre flere hundrede år russisk kolonial dominans og genetablere det ukrainske sprogs og kulturs forrang.

 

Mellem revolutionsårene og Stalins magtovertagelse skete der et skarpt brud, reelt en kontrarevolution. Sammensmeltningen af de to perioder er fortsat en fast kliche hos anti-kommunistiske skribenter og politikere, der ikke er i stand til at skelne mellem Lenin og Stalin, og som mener, at hele Sovjet-projektet fra starten var dømt til at gå galt.

 

Dannelsen af Sovjetunionen

I 1922 opstod der i kommunistpartiet en strid om den formelle forfatning for Sovjetunionen, og allerede da stod det klart, at Lenin og Stalin så meget forskelligt på det nationale spørgsmål.

 

Inden dannelsen af Sovjetunionen var de forskellige republikker forenet i en løs union, baseret på bilaterale traktater. Stalin ønskede, at de ikke-russiske republikker skulle træde ind i den Russiske Sovjetføderalistiske Socialistiske Republik (RSFSR) som autonome regioner og med en central myndighed i Moskva, hvorved den russiske republik ville få flere rettigheder end de andre.

 

Lenin tog voldsomt afstand fra Stalins planer om "autonomi" og anså det for et udtryk for storrussisk chauvinisme. Efter en skarp strid gik Lenin af med sejren og Sovjetunionen - Unionen af Sovjet-Socialistiske Republikker - blev formelt etableret i december 1922. Den inddrog Belarus, den Trans-Kaukasiske Føderation (Armenien, Azerbaijan og Georgien) samt Ukraine i en union af ligeværdige "stater" og med retten til at udtræde.

 

Ivan Dzyuba

Som ét af historiens besynderlige luner døde - midt under den nuværende krise - den kendte ukrainske intellektuelle, Ivan Dzyuba den 22. februar. Han var en fremtrædende skikkelse fra 1960'er-generationen af venstrefløjs-dissendenter i Ukraine, og var ukrainsk kulturminister 1992-94.

 

I 1965 skrev han Internationalism or russification? En bog, der ikke kunne udgives i Sovjettiden, og derfor cirkulerede i det skjulte. Senere blev den udsendt i Vesteuropa. Bogen kostede Dzyuba jobbet samt en fængselsstraf på 18 måneder. Myndighederne anså bogen for anti-sovjetisk, selv det at læse den var en forbrydelse.

 

Dzyuba argumenterer for, at under Stalin blev kommunistpartiet til et russisk-chauvinistisk parti, og det underbygger han med referencer til Lenins værker og dokumenter fra 20'erne. Dzyuba var af den opfattelse, at Stalins politik stod i fundamental modsætning til det ukrainske folks interesser.

 

I introduktionen til den udgave, der blev udsendt af det amerikanske Monad Press - et forlag, der var knyttet til Socialist Workers Party - skrev M.I. Holubenko, at Internationalism or russification? er en imponerende oversigt i marxistisk-leninistisk optik, der demonstrerer, hvor ødelæggende Stalins nationalitetspolitik har været, politisk, socialt og kulturelt, og at denne politik fortsatte efter Stalins død i 1953. Bogen centrale "budskab" er opfordringen til at vende tilbage til Lenins principper om nationalpolitikken.

 

Ukrainisering

I bogen opridser Dzyuba ukrainiseringen, der var kommunistpartiets officielle politik i de første år efter revolutionen.

 

Som det er kendt, så gennemførte det ukrainske kommunistparti op gennem 20'erne et kolossalt national-pædagogisk arbejde, der gik ind i partiets historie som "ukrainisering" eller en af-russificering.

 

Det ukrainske sprog blev indført i alle områder af det sociale, civile og industrielle liv, og kendskabet til ukrainsk historie og kultur blev fremmet, der udviklede sig en følelse af et nationalt tilhørsforhold, og at man som ukrainsk kommunist havde nationale pligter og ansvar. Indenfor litteratur og journalistik blev dybtgående diskussioner tilladt, og især blev der lavet satire over sådanne skamfulde fænomener som had til ens oprindelige sprog og kultur, national nihilisme og svigt.

 

Forberedende arbejder var gjort for at ukrainisere proletariatet i de større byer og industricentre. På samme tid var behovet understreget for at kunne skelne de russificerede arbejdere, der brugte et blandet ukrainsk sprog, fra de russiske arbejdere. Hvad angår de sidstnævnte som en national minoritet i Ukraine anbefalede man "omhyggelig/varsom behandling… og beskyttelse af deres interesser", mens man for de førstnævnte forklarede deres nationale tilhørsforhold og deres nationale ansvar og pligter.

 

Behandlingen af den russiske befolkning

Dzyuba udvider i dette sidste spørgsmål i hans 12-punkts resume af, hvad ukrainisering betyder: "…uddannelsen af den russiske befolkning i en ånd af respekt og hensynsfuld venlighed mod ukrainernes nationale liv…national opbygning, kultur, sprog, traditioner osv. Opmuntringen af den russiske befolkning til at kende sig selv - gøre sig selv fortrolige med ukrainsk kultur, historie og sprog, og til at tage del i skabelsen af nye kulturelle værdier. Sikring af russernes national-kulturelle behov som en national minoritet i Ukraine.

 

De nationale mindretals rettigheder

I så mange lande verden over udnytter eller fremmer de herskende klasser nationale og etniske forskelle for at opretholde deres magt. Det kan fx være diskrimination af en minoritets sprog.

 

For eksempel erklærede den singhalesisk-dominerede srilankanske regering i 1956, at singalesisk skulle være det officielle sprog. Dette gjorde øjeblikkelig den tamilske minoritet til andenklasses borgere i deres eget land, og påvirkede deres undervisning og jobmuligheder. Den herskende klasses ekstreme politik førte senere til en forfærdelig borgerkrig.

 

Én af drivkræfterne bag den nuværende krise i Ukraine indtraf i 2014 med højrenationalisternes forsøg på efter Maidan at indsætte en regering i Kiev, der nedgjorde russiske sprogrettigheder. Dette medvirkede til dannelsen af Lugansk og Donestk-republikkerne.

 

Det nye Ukraine anser Sovjets fortid som et ensformigt - perfekt - renlivet mareridt. De er travlt optaget med at berige sig selv, omskriver historien, rehabiliterer pro-nazister som antisemitten fra krigens tid, Stepan Bandera, og forbyder kommunistiske organisationer. De ønsker ikke at anerkende Ukraines tidlige revolutionære år, og Ivan Dzyubas fremragende arbejde er en lukket bog for dem.

 

26. februar 2022

 

Oversat og bearbejdet fra Links - International Journal of Socialist Revival af Arne Lund