Solcelleanlæg i Tyskland. Foto: Christoffer Riemer. Wikimedia

 

Lad os slå fast: Selv om der også skal bruges mindre energi, er det afgørende nødvendigt at etablere masser af VE - både på hav og land - så al fossil energi hurtigt kan udfases. Sol og vind er, i hvert fald på kort sigt, de helt afgørende fossilfrie energikilder.

 

Modstand mod ”jernmarker” og megavindmøller

Betyder det så, at klima- og miljøbevægelsen begejstret burde støtte samtlige solcelle- og vindmølleprojekter? Slet ikke! Og det er absolut heller ikke tilfældet i praksis - i hvert fald ikke i landkommunerne. Problemet er nemlig, at det i praksis meget ofte er store investorer og ejendomsbesiddere, der får lov at bestemme, hvor der pludselig skal opstilles endeløse ”jernmarker” og 150 meter høje vindmøller. Og deres ”planhensyn” handler hverken om hensyn til natur eller mennesker, men udelukkende om det størst mulige økonomiske udbytte. Det betyder typisk:

 

• At projekterne ligger på arealer, der ikke er så udbytterige som landbrugsjord (f.eks. lavbundsjorde, moser m.v.), men som derimod ofte har store naturkvaliteter, rekreativt og/eller biodiversitetsmæssigt.
• At planerne mht. afstand til boliger, møllestørrelser osv. udelukkende handler om det størst mulige udbytte af energi, ikke om rimelige hensyn til mennesker i området.
  At lokalbefolkningen ikke får ejerskab til anlægget og del i strømmen, men i bedste fald en eller anden erstatning eller kompensation, der - heller ikke efter regeringens fordobling - giver anledning til begejstring.
• At strømmen tværtimod kan være øremærket tvivlsomme projekter. Strøm til et kæmpemæssigt amerikansk datacenter f.eks. Eller endnu mere dumt: Strøm til stærkt statsstøttede og stærkt forsinkede PtX-projekter, der engang måske vil lykkes med at lave grønt flybrændstof af el og gylle fra den miljø- og dyrefjendske griseindustri - hvis vi da ikke har haft held til at få lukket denne inden.

 

Intet under, at der ofte er voldsom lokal modstand i de (land-)områder, hvor projekterne placeres. En modstand, som er perfekt fiskevand for borgerlige partier, der bagatelliserer klimakrisen og vil fortsætte med fossile brændstoffer og/eller skaber falske illusioner om snarlige a-kraftmirakler. Ikke mindst Danmarksdemokraterne står i spidsen for og scorer tilhængere på dum, klimadøv VE-modstand. Men DF m.fl. følger trop.

 

Alternativ fra venstre

Det er derfor hårdt tiltrængt, at venstrefløjen og klimabevægelsen kommer ind i kampen - og melder sig med nogle bedre svar på problemerne. Måske fordi både venstrefløjen og klimabevægelsen har sine centre i de større byer, har det ladet vente på sig. Nogle har hængt modstandere af VE-anlæg ud som ”NIMBY”-hyklere  (”Vi støtter skam VE, men Not In My BackYard”)  - og det er jo nemt nok, hvis man bor i en by, hvor ingen drømmer om at placere solcelleparker og monstervindmøller.

 

Men langsomt er der rundt omkring ved at blive formuleret krav, der både imødekommer landbefolkningens VE-bekymringer og de helt nødvendige klimabevægelses-krav. Det kan lade sig gøre - hvis man vel at mærke gør op med ideen om, at ”grønne investorer” og ”markedskræfterne” skal stå for opstillingen af VE. Og hvis man er parat til at stille krav til ejerforhold og kontrol

 

Omdrejningspunkterne skal være:

• At solceller generelt ikke skal placeres på ”natur”, men på bygninger og over belægninger, f.eks. p-pladser, over og langs veje, jernbaner m.v. Rækker dette? Ja! Energistyrelsen opererer med solceller på i alt 440 km2 i et fossilfrit DK i 2050. Og der er f.eks. mere end 700 km2 bygningstage og mere end 2000 km2 veje og jernbaner i landet. Der er brug for jorden til økologisk fødevareproduktion, natur-genopbygning og skovrejsning.
• At vindenergien især skal høstes på havet, hvor den er til mindst gene for natur og mennesker.
• At de godsejere og spekulanter, der lige nu spiller rollen som drivende og styrende i VE-opstillingen (eller for havvindens vedkommende: VE-forhalingen) skal sættes fra bestillingen - til fordel for forskellige former for offentligt eller kollektivt eje og brugerkontrol.

 

Mere konkret er det krav som:

• Solcelle- og/eller vindmølle-parker i naturen (inkl. dyrket land, skov m.v.) skal ikke længere kunne opføres af private investorer.
• Alle offentlige bygninger og alle erhvervsbygninger (herunder landbrugsbygninger) skal over en kort årrække forsynes med solceller. Nye tage skal generelt være solcelle-tage. Der skal derudover -finansieret af billige statslån - etableres kommunale solceller over parkeringsarealer, jernbaner, veje (især over og langs motorveje) og andre belægninger.
• Private parcelhuse, andels- og ejerforeninger skal kunne benytte den fordelagtige netto-afregning for strøm, hvis de etablerer solceller eller hus-vindmøller. Udlejningsejendomme får samme mulighed, men kun hvis 90 procent af overskuddet går til lejerne.
  Vindenergien skal i høj grad opføres som havvindmølleparker. Investorernes pengeafpresning skal ignoreres: Staten skal overtage Ørsted og selv sætte massivt i gang (se tidligere ugekommentar).
• Vindmølle- og solcelle-parker på land skal udelukkende kunne etableres og styres af lokale energifællesskaber af beboerne i området - og skal være ejet af disse i forening, en selvejende fond eller kommunen.
• Der skal indføres (hhv. genindføres) skrappere regler for alle VE-anlæg på land - bl.a. afstandskrav, en generel begrænsning af højden af vindmøller og omfanget af solcelleparker, respekt for naturværdier og (jf. ovenstående) opbakning fra beboerne.

 

Sådanne krav kan på en gang styrke kampen for øjeblikkelig grøn omstilling med sol og vind som de centrale energikilder - og repræsentere den berettigede folkelige modstand mod menneske- og naturfjendske VE-spekulationsprojekter. Derved kan en sådan venstrefløjs-politik også bidrage til at tage luften ud af højreekstreme populisters fremgang i landområderne, hvilket er en ikke uvæsentlig sidegevinst.

 

Socialistisk Arbejderpolitiks Forretningsudvalg, den 21. september 2025