Fremtidens løn- og arbejdsvilkår for 900.000 offentligt ansatte, forhandles i disse dage. Forhandlingerne varetages af de offentlige fagforbund, på forskellige niveauer, forhandlingskarteller mm.

 

Her er et par centrale nedslag, som man bør være meget opmærksom på de kommende dage og uger.

 

På Statens område (ca. 217.000 ansatte) varetages forhandlingerne af CFU, Centralorganisationernes fællesudvalg, overfor Skatteministeriet. På både det kommunale område (ca. 528.000 ansatte) og det regionale område (ca. 135.000 ansatte) varetages forhandlingerne af Forhandlingsfællesskabet mod KL og Danske Regioner. Her skal det bemærkes, at Akademikerne, ligesom i 2024, har valgt at stå udenfor Forhandlingsfællesskabet.

 

Det er fast praksis, at det statslige område indgår et forlig først, da disse grupper i realiteten forhandler med regeringen, som efterfølgende risikerer at skulle finansiere øgede lønudgifter, i form af økonomiaftaler med regioner og kommuner.

 

Den store bombe på onsdag (!)

De sidste 1½ år har parterne lagt arm om spørgsmålet, hvordan deltidsansattes merarbejde skal honoreres. Er det mon udtryk for forskelsbehandling, og i strid med EU-direktiver, at deltidsansatte ikke modtager overarbejdsbetaling på en lang række områder, når de arbejder mere end deres deltidsnorm? (f.eks. en person ansat 30 timer om ugen, der arbejder 32 timer, skal denne person have overarbejdsbetaling for de to timer? Eller tæller det først som overarbejde, når man er over 37 timer om ugen, som det er beskrevet i mange overenskomster?)

 

Sagen har ikke kunne løses mellem parterne i perioden. Derfor har fagbevægelsen anlagt en sag ved Arbejdsretten om spørgsmålet. Her advarer de offentlige arbejdsgivere om, at der potentielt kunne være tale om 100.000vis af ansatte, og millionkrav, der grundlæggende erklærer de aftalte arbejdstidsreglerne for ulovlige.

 

Afgørelsen i denne sag kommer onsdag og kan potentielt være en kæmpe bombe under overenskomstforhandlingerne, fordi det grundlæggende kan bortdømme de nuværende arbejdstidsregler. Dertil kommer næste spørgsmålet, hvis reglerne skal ændres, hvordan skal de så se ud? Og hvem skal betale?

 

Staten lader vente på sig…

Rygtet vil vide, at det går dårligt i statens forhandlinger. Efter planen skulle de allerede havde været have aftalt en samlet ramme, som de regionale og kommunale forhandlinger kunne begynde forhandlinger på.

 

En stor knude i forhandlingerne er spørgsmålet om ”soldaterløn”. Regeringen lancerede allerede ved starten af forhandlingerne, at der skulle afsættes en særskilt pulje til at hæve lønningerne for soldater. For politiske mennesker er det jo ikke uset, at politikerne – som jo i sidste ende udgør arbejdsgiversiden i den danske model – selvfølgelig har krav eller ønsker til forhandlingerne. Men det er sjældent set, at man faktisk udpeger en specifik faggruppe. 250 millioner er foreslået til puljen – for lidt siger soldaterne, mens resten af aftalefællesskaberne primært fokuserer på, at disse penge ikke skal tages fra ”den fælles pulje”, men skal gives som ekstra økonomi til forhandlingerne.

 

Akademikerne har også været voldsomt aktive i denne debat, og ønsker ikke at medfinansiere denne ekstra lønstigninger, som peger tilbage på splittelsen på det kommunale og regionale område, hvor Akademikerne forlod forhandlingsfællesskabet, for ikke at ville medfinansiere f.eks. puljer til lavlønsgrupper.

 

Lokal og fleksibel løndannelse?

Et andet stort tema, som kan blive et konfliktpunkt, er spørgsmål om mere ”bæredygtig og fleksibel løndannelse”, som var en del af trepartsaftalen op til OK24. Et større undersøgelsesarbejde har i perioden arbejdet med det, og spørgsmålet nu er, hvordan det skal implementeres, herunder hvor mange penge der skal afsættes til lokal/individuel løndannelse. Hvilket konflikter med den traditionelle tilgang om centrale aftaler og løndannelse.

 

Ny fritvalgsordning? Hvad med børnene?

Et stort ønske i dele af fagbevægelsen har været at få en ”fritvalgsordning”, på lige fod med store dele af det private arbejdsmarked.

 

Særligt med de privates nye ret til barns 3. sygedag (via egenfinansiering fra en fritvalgsordning) gør spørgsmålet centralt. På det offentlige område har det historisk været reglen, at frihed og løn følger kollektive ordninger, så det ikke har indflydelse på den enkeltes løn, hvorvidt man har haft et sygt barn.

 

For at sikre ligestillingen har flere foreslået, at spørgsmålet om f.eks. barns sygdom holdes ude af en fritvalgsordning. Problemet bliver så, hvordan en fritvalgskonto skal finansieres. Men der er jo også en åbenlys problemstilling, da fædre i familier ofte stadigvæk arbejder i det private, og derfor måske i forvejen undgår f.eks. barns sygdom, som er selvbetalt via. fritvalgskonto – Så den forskellige aflønningsform på det private og offentlige arbejdsmarked, bærer allerede til denne skævhed.

 

Arbejdsgiversiden har foreslået, at den 6. ferieuge bliver en del af kontoen, så medarbejdere stadigvæk kan afholde ferieugen, men at lønnen kommer fra fritvalgskontoen – præcis som industrien gjorde i OK25 på det private område. Forventningen er at færre så vil holde deres 6. ferieuge og i stedet vil have penge udbetalt, og dermed hæve arbejdsudbuddet.

 

Sammenkædning?

Det sdste store konfliktpunkt er, at arbejdsgiversiden klart har ønsket en sammenkædning af afstemningerne, ligesom i 2024, så enkelte faggrupper ikke kan stemme nej og gå i konflikt. Dette kender vi fra det private, men på det offentlige område har det været nærmest uset, og flere gange har vi oplevet enkelte faggrupper gå i konflikt.

 

Konklusion

Der er således mange store temaer og konflikter i spil, som også skiller internt i fagbevægelsen. Der er risiko for et resultat, som vil rykke massive hegnspæle mod individualisering af løndannelsen. En konflikt er heller ikke udelukket. Kilder tæt på forhandlingerne anser det for mere sandsynligt nu end for to måneder siden. Men selvfølgelig vil forhandlerne strække sig meget langt for at undgå det.