Begrebet ”den danske model” fandtes ikke i ordbogen, før vi kom i EU og havde brug for at definere os i forhold til lande, der styrer arbejdsmarkedet gennem lovgivning. Hvorfor bliver vi misundt af andre landes fagbevægelser? Er det en floskel, når fagbevægelsen siger, at politikerne skal blande sig uden om? Og hvorfor er kravet om at afskaffe Hovedaftale og Arbejdsret lige så stille forstummet?
De revolutionære skal slås for at forsvare den danske model. Ikke på grund af klassesamarbejdet, ikke for fredspligten og ikke for fagbureaukratiet/rockwoollagets skyld, men fordi det historisk er det system, som bedst har sikret arbejderklassens vilkår og rettigheder. Venstrefløjen har også en del af ansvaret, når fagbevægelsen svækkes.
En kortere arbejdsuge er blevet et tema i den franske valgkamp op til præsidentvalget. De franske arbejdere tilkæmpede sig en 35 timers arbejdsuge i 2000, men arbejdsgiverne omgås loven. Mange arbejdere kræver nu en 32 timers arbejdsuge. Det franske overenskomstsystem er anderledes end det danske, men de marxistiske argumenter for en reduktion af arbejdstiden og for, hvordan sådan en kamp kan vindes, gælder for arbejdere i alle lande.
EU-kommissionens direktivforslag om en lovfæstet mindsteløn har fået formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, op af stolen. Han har i Jyllands-Posten endog truet med at støtte en folkeafstemning om EU, hvis forslaget bliver vedtaget. Men hvorfor er resten af den europæiske fagbevægelse (ETUC) tilhænger af forslaget? Har Danmark en vigtig pointe, kniber det med det internationale udsyn, eller handler det som altid om styrkeforholdet?
Det følgende Fagforeningsprogram for en offentligt styret energifremtid med lav CO2-udledning (”Programmet”) er resultatet af arbejdet i en fagforenings-taskforce, der bestod af mere end 30 fagforbund. Med fokus primært på energisektoren er det et forsøg på at samle den internationale fagbevægelse bag en ambitiøs politisk indsats for at gennemføre en grundlæggende forandring i klima- og energipolitikken.
Arbejdsgiverne i teknologi- og skovbrug/papirindustrien i Finland meddelte i marts 2021, at de ikke længere vil indgå kollektive overenskomstaftaler med fagbevægelsen! Fremover skal man forhandle arbejdstid, løn, ferie og barsel på hver enkelt virksomhed. Hvordan kunne det komme dertil? Og kunne det ske Danmark?
Hvorfor stiger udbredelsen af 0-timers kontrakter blandt Københavns kommunes ufaglærte ansatte? Og hvorfor ved politikerne ikke, at deres beslutning om at indføre tidsregistrering i bl.a. miljø- og teknikafdelingen har udviklet sig til overvågning af den enkelte ansatte helt ned i 1-minuts intervaller?
Vi har i BJMF med bekymring, været vidne til en gradvis udhuling og forringelse af dagpengesystemet i løbet af de sidste årtier. Vi må konstatere at denne systematiske udhuling er medvirkende til en øget ulighed og ikke mindst utryghed, også blandt vores arbejdsløse kolleger og deres familier.
Fagbevægelsen og de kollektive overenskomster har altid været grundlaget for vores velfærdssystem – ikke kun i Danmark. Den afmontering af velfærdssystemer man har set i USA, England, Tyskland, New Zealand og andre steder i verden, er altid startet med et angreb på fagbevægelsens overenskomster og organisering.
Et borgerforslag om ligestilling i lønforhold mellem offentlige fag er ved at runde 30.000 underskrifter. Stillerne vil have regeringen til at indkalde til trepartsforhandlinger for at gøre op med Tjenestemandsreformen fra 1969, som fastlåste de kvindedominerede fags løn.