I debatten omkring opbakningen til fagbevægelsen er det ikke kun vigtigt at satse på det organiserende arbejde. Antallet af medlemmer betyder meget, men det skal følges op af engagerede tillidsfolk, der også involverer deres kolleger.
Siden årsskiftet er en ligelønsbevægelse vokset frem og har formået at skabe en politisk dagsorden. Fagbevægelsen har indgået ligelønsalliancer, og græsrodsnetværk er dannet på tværs af fag, ligesom aktivistgrupper af sygeplejersker, jordemødre, pædagoger og mange andre er blevet bygget op.
Første maj er arbejdernes internationale kampdag, men i dag er der for lidt kamp og for meget klappen-sig-selv-på-ryggen på dagsorden.
Gennem aktivisme, ejerskab og demokrati kan en målbevidst fagbevægelse vende udviklingen.
Torsdag stemte et flertal af landets sygeplejersker og radiografer nej til det overenskomstforlig, som ellers var indgået i forbindelse med OK21. Dermed ville banen normalt være kridtet op til en faglig konflikt - hvis ikke det var, fordi en konfliktsky fagtop havde undladt at afsende et formelt konfliktvarsel.
Hvorfor melder de sig ud? Eller hvorfor melder de sig aldrig ind? Kan fagbevægelsen forsvare danske arbejdere, hvis mindre end halvdelen har en overenskomst, og endnu færre er medlemmer? Måske er fagbevægelsens reklamekampagner endelig afgået ved døden og erstattet af det, som virker: Tilbage til rødderne og organisering fra hus til hus?
Som frygtet af de fleste blev OK21 på det offentlige område et yderst magert resultat. Det blev langt fra til Løn Som Fortjent". Ydermere blev de ansatte i sundhedssektoren modregnet i deres løn for de ekstra tillæg mv., der var blevet givet i forbindelse med coronakrisen.
Aldrig har fagbevægelsen været så velforberedt som op til årets overenskomstforhandlinger på det offentligt område. Med erfaringerne fra OK18 var opskriften givet på forhånd: Sammenholdet fra OK18 skulle udbygges, medlemmerne aktiviseres, musketereden skulle genopfriskes, og lønrammen skulle sprænges! - Og aldrig har maveplaskeren været større.
Regeringens halvhjertede indsats for at bekæmpe social dumpning og forringede arbejds-vilkår, modarbejdes af de entreprenører, der bygger den nye Storstrømsbro. Det sker med Vejdirektoratets stiltiende accept.
Kravet om 30 timers arbejdsuge er et stærkt, offensivt og samlende krav. Det appellerer til alle grupper af lønarbejdere. Det vil betyde ”tid til mere” – til familien, fritidsinteresser, foreningsarbejde. Det vil gavne ligestillingen.