Den vigtigste opgave i valgkampen til Europaparlamentet er den samme som i valgkampen til Folketinget: At styrke kampen mod kapitalisternes overgreb mod mennesker og miljø. Propaganda for et krav om en ”Daxit”-afstemning her og nu vil ikke styrke denne kamp. Der er mere brug for at samle til kamp for konkrete politiske krav, der kan bringe arbejderklassen i offensiven - både i Danmark og på europæisk plan.
Frem mod EU-valget indgår Enhedslisten i et europæisk samarbejde, som fremlægger fælles konkrete løsninger på nogle af Europas mest presserende grænseoverskridende problemer sammen med Vänsterpartiet (Sverige), Vasemmistoliitto (Finland), Bloco de Esquerda (Portugal), La France Insumise (Frankrig) og Podemos (Spanien).
Fra den 23. til den 26. maj skal der være valg til EU-parlamentet. Medierne ser mørke skyer trække sammen på den europæiske himmel. Der er frygt for at højrepopulisterne bliver betydeligt stærkere end ved det sidste EU-parlamentsvalg i 2014 og tilsammen vil kunne stille med omkring en tredjedel af EU-parlamentsmedlemmerne – 150 eller flere af de 705 mandater der skal fordeles, hvis Brexit bliver gennemført.
Efter to et halvt års forhandlinger fremlagde den britiske premierminister Theresa May den 15. januar sit forslag til en aftale om at træde ud af den Europæiske Union til afstemning i parlamentet i Westminster. Det led et rungende nederlag, som det uundgåeligt måtte, givet styrkeforholdene i parlamentet – som allerede havde vist sig at være for et ”blødt” Brexit, om ikke for helt at forblive i EU.
For første gang i 35 år er det muligt at stemme på et antikapitalistisk og socialistisk parti ved et Europaparlamentsvalg i Danmark. I 1984 opstillede VS – i øvrigt med medlemmer af SAP på listen. I 2019 opstiller Enhedslisten.
Vi har allerede set eksempler på de overgreb og andre destruktive tiltag, som det yderste højre ved magten kan sætte i værk – over for immigranter og flygtninge, mod borgerrettigheder, mod sårbare befolkningsgrupper, endda inden for et forfatningsmæssigt styres rammer. Men hvis vi ser på Europas historie, så trænger følgende spørgsmål sig uvægerligt på: Vil det yderste højre ved magten blive ved med at holde sig inden for forfatningsmæssige rammer? Kan en yderligere fremgang for det yderste højre i sidste instans føre til etableringen af fascistiske regimer i Europa?
Gennem de sidste to år har europæisk politik mindet om et gammeldags melodrama med en indbygget cliffhanger i slutningen af hver episode. Ved næsten hvert eneste valg har observatørerne bidt negle over spørgsmålet: ”Vil et parti fra den yderste højrefløj blive størst denne gang? Kan det endog komme til at lede regeringen?”
Den 17. oktober 2018, i forbindelse med det Europæiske Rådsmøde, udsendte underskriverne af ”Det er Folkets Tur” (Now the People) en fælles erklæring, især om migrations-spørgsmålet.
Fra maj 2010 blev spørgsmålet om gæld et centralt anliggende for Grækenland og for resten af eurozonen. Det første program, som trojkaen påtvang, forårsagede en voldsom stigning af Grækenlands statsgæld. Det samme gjorde sig på forskellige måder gældende i Irland (2010), Portugal (2011), Spanien (2012) og Cypern (2013).
En rapport fra Europæisk Venstrepartis styrelsesmøde 23-25. marts.