Udtrykket “under arbejderkontrol” er - desværre - ikke et, vi er vant til at høre. Men for tyve år siden begyndte keramik produceret på Zanon-fabrikken i Neuquén i Argentina at få netop disse stolte ord trykt på sig. Historien om de arbejdere, der overtog fabrikken, er fuld af vigtig lærdom for revolutionære.
Den 20. januar 1942 samledes i en villa i berlinerforstaden Wannsee højtstående medlemmer af det nazistiske bureaukrati, SS, Gestapo og efterretningstjenesten, for at koordinere den endelige udryddelse af Europas jøder.
Stalin stolede ikke på nogen, allermindst på udlændinge. Det kom tyske og østrigske kommunister, som var på flugt fra nazismen og opholdt sig i Sovjetunionen, til at mærke, da Stalin sendte dem retur til Gestapo.
Zionismen er i sin natur imperialistisk og racistisk: Mest mulig jødisk jord og færrest mulige arabere. Og de arabere, der endnu ikke er fordrevet, skal behandles som mindreværdige borgere.
Hver gang man studerer Kommunens historie ser man nye aspekter af den, takket være de erfaringer som er blevet erhvervet i de revolutionære kampe, der er udkæmpet senere, og fremfor alt de seneste revolutioner, ikke bare den russiske, men også de tyske og den ungarske. Den Fransk-Tyske Krig var en blodig eksplosion, varslet om en frygtelig verdensmassakre, mens Pariserkommunen står som en blændende budbringer om den proletariske verdensrevolution.
Med en fængende melodi blev Bella Ciao slagsangen for de italienske partisaner i 1940’erne – men årtier senere er sangen overalt i verden blevet en del af kampen mod fascisme.
Den 18. marts 1871 tog befolkningen i Paris, der var belejret af preussiske tropper, kontrol med deres by og gennemførte i de næste 72 dage det første eksperiment med en tilværelse under folkelig kontrol.
Det er en banal kendsgerning, at vi regeres af politikere, der har ringe viden om den nyere Danmarkshistorie. En sådan viden ville ellers være nyttig i sagen om de danske IS-mødre og deres børn, der sidder fast i de syriske lejre.
Mellem marts og maj 1871 stod arbejderne i Paris i spidsen for deres by i form af en kollektiv, demokratisk arbejderregering kendt som Pariserkommunen.
Den 18. marts 1871 rejste folket i Paris sig mod Thiers’ regering. Med en række avancerede forholdsregler ville oprørerne lægge grunden til en demokratisk styreform, der skulle sætte den jævne befolknings interesser i centrum. Dette interview med historikeren Mathilde Larrère belyser, hvilken rolle kvinderne spillede på Pariserkommunens barrikader.