USA: Amerikanske fagforeninger kæmper for overlevelse under Trump

For godt to år siden så det ud til, at den amerikanske fagforeningsbevægelse var ved at få nyt liv. ”Arbejdskampens varme sommer” i 2023 var præget af en hidtil uset strejkebølge kombineret med en stigning i fagforeningskampagner og rekordhøj offentlig opbakning til fagforeninger – især blandt unge arbejdere. De varme stråler fra 2023 fik imidlertid en brat afslutning på den kolde vinterdag den 20. januar 2025, da Donald Trump blev indsat som præsident for USA for anden gang.







